fredag den 27. juni 2014

PlayStation 2 Harddisk projekt

I forbindelse med, at jeg selv lige har installeret en harddisk i min PlayStation 2, gik det op for mig at denne process kan være en jungle at finde rundt i. Formålet med denne guide er derfor, at hjælpe andre til at få basal viden omkring hvordan et sådan harddisk-setup fungere, og hvordan det bliver installeret.

Der findes i grove træk 2 udgaver af PlayStation 2´en. Der er den gamle tykke model, som også bliver kaldt ”PS2 Fat”, samt afløseren ”PStwo”, også kaldt ”PS2 Slim”. I denne guide, tager jeg udgangspunkt i den gode gamle tykke PlayStation 2, eftersom den fra fabrikkens side er designet, så harddisken kan monteres nemt i maskinen.

PS2 Fat til venstre. PStwo til højre.

Der skal for en god ordens skyld nævnes, at det ligeledes er muligt at ”montere en harddisk” i nogle udgaver af PS Two modellen, dog kræver dette, at harddisken bliver monteret eksternt, samt at man trækker IDE-signalet fra forkellige punkter på bundkortet. Dette er dog et helt andet – og mere avanceret – mod. Derudover er det også muligt at tilslutte en harddisk via USB porten, på både den tykke og tynde model, dog fungerer dette setup også på en anden måde. Det bliver ligeledes begrænset af USB 1.1 portens aldrende datatrafik hastighed, hvilket derfor ikke nødvendigvis kan svare sig, ift. læsehastigheden fra DVD drevet.

Med det på plads, vil jeg starte med at forklare formålet med dette mod, hvilket i grove træk kan deles op i 3.

  • Man slipper for at slæbe rundt på spillene (fx hvis man skal have PS2´en med til en ven), samt i forhold til slitage på DVD drevet.
  • Load-tider, bliver en del kortere, eftersom PS2´en hurtigere kan hente data fra harddisken, i forhold til at læse samme data fra spillet, via DVD drevet.
  • En sidste bonusfordel ved at installere harddisken, er hele arbejdsprocessen. Det er altid sjovt at modde konsoller og rode med den slags!

Dette skal bruges, for at udføre projektet.

For at komme i gang med dette projekt kræver det følgende:

PlayStation 2

Det skal være den gode gamle fede PS2, hvor der på bagsiden er en ”expansion bay”. De allerførste japanske udgaver havde ikke denne ”expansion bay” og kan derfor ikke bruges til dette projekt. I praksis betyder det dog næppe noget, da det er de færreste som nogensinde kommer i kontakt med en af disse.

PS2 uden expansion bay

Det er dog en god idé lige at kigge efter, for en god ordens skyld. Ligger du ikke inde med en sådan maskine, burde den kunne anskaffes for en hundredekroneseddel eller 2, på diverse køb & salg sider. PS2´en behøver ikke at være moddet med en chip, dog kan det være en fordel, hvis man gerne selv vil klargøre memory card´et. Mere om det senere!

Expansion Bay lukket.
Plastik dummy skal fjernes.


Network Adaptor

Denne netværksadaptor kan være lidt tricky at opspore, hvis den skal være komplet og inklusiv software. Heldigvis er softwaren fløjtende ligegyldig i forhold til at installere en harddisk. Softwaren bliver kun brugt i forhold til netværksdelen, og med mindre man gerne vil til at spille en masse online på de få servere som stadig er oppe, så glem denne software.
Det er derfor nemmere at købe en brugt og ”løs” netværksadaptor. Denne burde kunne skaffes for 50 - 100 kr. Her kan Ebay være en god løsning.
I samme omgang er det værd at nævne at der findes Kina-kopier af denne netværksadaptor. Disse understøtter SATA interface, i stedet for det normale IDE. Hvis man derfor ligger inde med en SATA disk i stedet for en IDE, kan dette være en mulighed.

Uofficiel Nedwork Adaptor. Understøtter SATA interface


Mit umiddelbare indtryk er dog, at disse skulle være ustabile, så vidt jeg har læst.
Jeg vil klart anbefale en original Sony netværksadaptor!

Netværks adaptor, med harddisk monteret.


Harddisk

I forhold til programmet som skal håndtere datatrafikken imellem konsollen og harddisken (HD Loader), er der en størrelsesbegrænsning på 2TB. Ligeledes har jeg læst, at der er en begrænsning på 150 spil, dog kan jeg ikke bekræfte dette. Ligegyldigt hvad, er disse 2 teoretiske begrænsninger underordnet, eftersom 150 spil aldrig vil komme til at fylde 2TB. Derudover er det de færreste som overhovedet har 150 spil, som er værd at lægge over på harddisken. Rundt regnet fylder spil gennemsnitligt cirka 3 GB +-. Ligger man derfor inde med en 120GB IDE Harddisk, er der til de første 30 spil, hvilket burde være rigeligt for de fleste.
En vigtig ting i denne forbindelse, er dog at være opmærksom på at det ikke er alle harddiske, som er kompatible. Nogle harddiske passer ikke rent fysisk, eftersom afstanden imellem data- og strømstikker ikke matcher den på netværksadaptoren. Specielt harddiske af mærket Western Digital, virker til at have en anden afstand.
Derudover er der andre diske, som måske fint kan tilsluttes netværksadaptoren rent fysisk, men som af diverse årsager ikke fungere i samspil med PS2´en.
Ligger man inde med et par diske, er det nemmeste at prøve sig frem. Hvis man derimod skal ud og anskaffe sig en disk til formålet, kan man passende kigge nærmere på følgende side, som indeholder et skema over folks erfaringer med forskellige harddiske i lignende projekter. (http://ps2drives.x-pec.com/?p=list)
Jeg har personligt prøvet med et par Maxtor harddiske (80GB og 120GB) som begge fungerede fint.
Når den ønskede harddisk er fundet, skal jumperen (som regel placeret imellem strøm- og datastikket) placeres, så harddisken sættes til ”master”.

Som regel er der en tabel, som viser hvordan jumperen bør placeres.

Jumperen er som regel placeret imellem IDE- og strømstikket

Hvis man ikke ligger inde med en harddisk fra en gammel PC, kan man med fordel spadsere ned i den lokale computerbutik, og høre om de ikke har en håndfuld IDE harddiske, som man må få med. Det skulle ikke koste det vilde.


Memory Card

En helt central del i dette projekt, som gør det muligt på sigt helt at slipper for at bruge DVD drevet, er memory card´et. Dette memory card burde ikke være svært at skaffe. Har man en PS2, så har man med stor sandsynlighed også sådan et. Hvis ikke kan de nemt købes via Ebay for 50 - 100 kr.
Formålet med momorycardet er, at dette skal fungere som ”boot disk”.

Originalt Sony Memory Card. Perfekt til formålet!



Gummi- / filtfødder (valgfrit)

Det ville havde været en del nemmere, hvis expansion bay´en passede perfekt med harddisken. Dette er dog ikke tilfældet, og svaret skal nok findes ved den officielle harddisk, som Sony smed på gaden i tidernes morgen. Denne 40GB Sony harddisk, som godt kunne tilgås via PS2´en pga softwaren dertil, var placeret i en slags ramme. Eftersom den harddisk som bruges til dette projekt ikke er i en sådan ramme, er det en god idé, at sørge for at det sidder fornuftigt i maskinen.


Officiel Sony PS2 harddisk


Det er en god idé at anskaffe sig nogle gummi-føder (sådan nogle som kan monteres under stole / borde osv. - gerne med klister under), til at holde harddisken på plads. Ved ”normale” 3,5" IDE harddiske, er der cirka 2-3mm luft på alle sider, hvilket vil sige at harddisken ender med at ”hænge” i netværksadaptoren, hvis man ikke sørger for at centrere den. Dette kan på sigt medfører at den arbejder sig løs fra netværksadaptoren, samt støj pga vibrationer.

Gummi- / filtfødder. Kan købes i diverse super- og byggemarkeder.


Med dette på plads, er det ellers bare at komme i gang med arbejdet, hvoraf langt det meste er lige til.

Først og fremmeste, skal expansion bay coveret fjernes. Dette kræver ikke noget specielt værktøj, med mindre ens negle er bidt totalt i bund.

Coveret er fjernet og PS2´en er klar til at få en harddisk installeret.
Herefter skal harddisken forberedes. Som skrevet tidligere, skal jumperen placeres, så harddisken står til ”master”.

Når dette er på plads, er det en god idé, at danne sig et overblik over hvordan harddisken passer ind i expansion bay´en, og herfra placere filt- / gummifødder på siderne, top og bund. Dette er kun nødvendigt at gøre i modsatte ende af netværksadaptoren, eftersom netværksadaptoren sørger for at centrere harddisken i denne ende. Foruden de 4 sider, er det også hensigtsmæssigt at placere en gummifod i enden af harddisken (modsat ende af netværksadaptoren), med det formål at ”presse” harddisken ind imod netværksadaptoren. På den måde sørger man for at holde harddisken centreret, men også at holde forbindelsen tilsluttet, uden mulighed for at noget rasler sig løs.

Læg mærke til trykmærkerne i gummiet. Det er et godt tegn at den sidder "i spænd".


Med dette på plads, kan harddisken og netværksadaptoren sluttes sammen. Herfra kan harddisken slides ind i PS2´en.

Harddisk bliver slidet ind.


Når harddisken er ved at være helt inde, skal man sørge for at connectoren fra netværksadaptoren, bliver ført ind i den tilsvarende port på PS2´en. Når dette er på plads, skal de 2 store skruer i netværksadaptoren skrues i. Her er det en god idé (generelt med skruer, som skrues i metal / plastik) at skrue dem ”ud” (imod uret), indtil skruen falder i hak, og først derefter skrue dem i som normalt. På den måde sørger man for at skruen placerer sig rigtigt i forhold til gevindet, og slipper for at kværne et nyt gevind oven i det gamle, hvilket kan medføre et smadret gevind!
Til formålet kan man fint bruge en mønt (en 50øre virker perfekt) eller en stor ligekærvet skruetrækker.

En mønt er perfekt til at skrue med!



Harddisk og netværksadaptor installeret.


Med dette gjort, er selve hardware delen på plads. Det eneste som nu mangler er, at klargøre memory card´et. Dog er det også denne del, som ofte ender med at være den mest vanskelige at gennemskue.


Målet med at klargøre memory card´et, er at lægge software over på dette. PS2´en vil herefter boote op via dette memory card. Hvis PS2´en bliver startet op uden dette memory card, vil den ikke være i stand til at tilgå harddisken. Memory card´et er derfor nøglen til at få denne harddisk løsning til at fungere i praksis!

Der findes en række programmer, som kan installeres på memory card´et, med forskellige formål. I denne guide vil fokus være på 2 af disse programmer, hvilket gør det muligt at:

  • Boote op på memory card´et (Free McBoot)
  • Tilgå harddisken / installere og afvikle spil fra denne (HD Loader)

Der findes forskellige måder at få installeret de nødvendige programmer på memory card´et, dog afhænger disse af, at man har forskellige ting. Hvis man er i besiddelse af en PS2 som kan læse brændte CD´er (evt. chippet), er det muligt at bruge en brændt boot CD, som muliggør det at formatere memory card´et, og installere de nødvendige programmer. Dette behøver ikke at være den samme PS2 som man har harddisken installeret i. Hvis man derfor blot kender en, som har en chippet PS2 man lige må låne, er det muligt at klargøre memory card´et på denne, og bruge i ens egen PS2. Hvis man kan få adgang til en chippet PS2, og vil bruge denne løsning, kan en guide til formålet findes her: http://bootleg.sksapps.com/tutorials/fmcb/disc.php

Alternativt kan man vælge at købe memory cards, som allerede er klargjort. Denne løsning kan ofte være den nemmeste, eftersom det ikke kræver at man selv skal rode med at klargøre det, og i stedet blot betaler sig fra det. Disse klargjorte memory cards kan findes på Ebay for cirka 100 - 150 kr. Står man i forvejen i en situation hvor man mangler et memory card, giver det god mening at slå 2 fluer med et smæk, ved at vælge denne løsning.

Derudover findes der en række metoder, hvis man skulle ligge inde med
retail versioner af ”Action Replay Max”, ”CodeBreaker”, m.m. En liste med forskellige guides til formålet, kan findes på: http://bootleg.sksapps.com/tutorials/fmcb/index.php under punktet ”Installation”

Uanset hvilken løsning man vælger, er det dog værd at lægge mærke til at man ikke kan kopiere en installation fra et memory card til et andet. For at det skal fungere, skal de pågældende programmer installeres direkte på det enkelte memory card.

Ligeledes vil memorycardet ofte være klargjort på en måde, så dette indeholder en række andre programmer (fx hvis man gør brug af ”Noobie package”). Disse kan man enten give sig til at lege med, og ellers blot vælge ”HD Loader” i menuen, når PS2´en er starter op, via memory card´et.

Hvad enten man vælger at klargøre sit memory card selv, eller købe sig til dette (Send evt. en besked på KonsolTing Facebook siden, hvis jeg skal klargøre et for dig til en billig pris), så burde alt nu være på plads. Nu starter delen, hvor man kan installere sine spil på harddisken!

Det første man lægger mærke til når man tænder PS2´en, er den nye startskærm, med ”Free McBoot” logoet.

Free McBoot booter op via memory card´et.

Herefter kommer der en menu frem som viser de programmer der er installeret på memorycardet. I denne menu, vælger man nu ”HD Loader”.

Free McBoot er startet op. Herfra starter man HD Loader.

Sådan ser det ud når HD Loader starter op. Er det første gang man starter HD Loader op med en harddisk i PS2´en, som ikke er formateret til ”PS2 format”, vil programmet nu tilbyde at gøre dette. Dette er en ”quick format”, og fungerer fint. Ønsker man i stedet en fuld formatering til ”PS2 formatet”, kan dette gøres ved at tilslutte harddisken til ens PC (gør det evt. inden du monterer den i PS2´en i første omgang), fjerne gamle partitioner, og bruge programmet ”WinHIIP 1.7.6” til at formatere harddisken. Harddiske på over 120GB, bør formateres med 48-bit setting. 120GB + derunder, bør formateres med 24-bit setting.
Når HD Loader er startet op, kan man nu give sig til at installere sine spil. Det er ikke alle spil som kan installeres via DVD drevet, dog er dette en anden snak. En liste over kompatible spil kan findes her: http://www.absoluteanime.com/hdloader.html
Ønsker man at installere nogle af de spil som ikke er kompatible med install-delen i HD Loader´en, kan man montere harddisken i ens PC igen og via WinHiip, lægge spil ind på denne. Jeg tager dog her udgangspunkt i alle de spil som godt kan installeres via DVD drevet og HD Loader.

HD Loader starter op.

Dette er ganske simpelt og fungerer ved, at man i menuen til venstre (Toolbar) vælger ”Install”. Herefter bliver man bedt om at indsætte det ønskede spil. Når dette er gjort, trykker man ”Continue”, hvorefter man bliver bedt om, at skrive et navn på spillet. Her kan man vælge at skrive hvad man har lyst til. Det giver dog god mening at skrive spillets navn :D Når dette er gjort, trykker man på ”End”

Nu går HD Loader i gang med at installere spillet. I bunden kan man se hvor langt installationen er nået, og i højre side (Status Bar) bliver der oplyst hvor hurtigt data bliver skrevet til harddisken, resterende tid, størrelsen på spillet, samt eventuelle fejl.

HD Loader er ved at installere et spil på harddisken.

Når installationen har nået 100%, er spillet installeret og kan fjernes fra DVD drevet. Fremover kan spillet afvikles fra harddisken, uden brug af DVD. Herfra kan man gå i gang med at installere alle de spil man har lyst til, indtil der ikke er mere plads på harddisken.

Listen viser hvilke spil som er installeret på harddisken og som er klar til at blive spillet uden brug af CD / DVD.
 God fornøjelse med projektet! Skulle du have spørgsmål, så smid endelig en kommentar!