søndag den 3. november 2019

Nintendo NES Controller Port Mod


Der findes forskellige NES versioner, hvor der ved nogle af de europæiske PAL maskiner er etableret en sikkerhedsforanstaltning, som forsøger at hindre spilleren i at anvende controllers, som ikke er specifik målrettet den pågældende NES version. Heldigvis er det nemt både at se hvilke maskiner som anvender denne foranstaltning, samt omgå denne.

Som udgangspunkt findes der 2 versioner af den klassiske NES controller. Den ene har betegnelsen NES-004, hvor den anden hedder NES-004E. Måden hvorpå man som spiller vil opleve at rende ind i den omtalte sikkerhedsforanstaltning, er hvis man forsøger at anvende en NES-004 controller på en maskine som kun accepterer NES-004E controllers. I praksis betyder det kort og godt at controller ikke fungerer og maskinen ikke tager imod imputs, når man som spiller trykker på knapperne.

NES-004 controllere virker ikke som standart på en NESE-001 konsol.

Måden hvorpå du finder ud af om du er berørt af denne sikkerhedsforanstaltning, er ved at kigge på modelnummeret i bunden af din NES. Der findes forskellige modelnumre (fx NES-001, NES-PAL-001) men hvis modelnummeret indeholder et "E" efter "NES", det vil sige NESE-001, så kan du gå ud fra at maskinen er en "E-model" og derfor ikke er kompatible med NES-004 controllers, med mindre du gør noget ved den!

Det drejer sig om 8 skruer som skal fjernes.

Operationen er heldigvis ganske simpel og hurtig overstået og kan klares med en stjerneskruetrækker, loddekolbe og lidt loddetin. Der er ligeledes en fordel af have en stump ledning, noget tråd eller et par komponenter (fx modstande) hvorfra man kan kan bruge benene.

Start med at vende maskinen på hovedet og fjern så de 6 skruer (markeret med røde cirkler) langs kanten. Når disse skruer er fjernet, kan maskinens top løftes af. Fjern herefter de 2 skruer som er placeret umiddelbart under controller portene (markeret med gule cirkler). Med disse fjernet kan fronten af controller portene løftes af.

Fronten ved controller portene løftes af.

Nu er det muligt at dobbelttjekke om ens maskine er ramt at Nintendo´s fine begrænsning. Hvis der på bagsiden af controller portene er monteret en lille printplade (med dioder på), så er dette selve begrænsningen. Ved de andre NES versioner går ledningerne direkte fra bundkortet og hen til hver af de 7 pins bag på controller porten. Det eneste formål printpladen har, er at agere begrænsning, hvilket vi nu vil omgå!

Controller port 1 bliver trukket ud igennem fronten.

Med fronten af controller portene løftet af, kan controller portene nu vippes og trækkes ud igennem hullerne i fronten. Ønsker man bedre plads er det muligt at frakoble stikkene fra controller portene fra bundkortet, dog burde dette ikke være nødvendigt. Ledningerne burde være lange nok til at det er muligt at trække controller porten ca 5cm ud igennem fronten og herfra arbejde med loddekolben på bagsiden.

Her ses de dioder som gør livet surt for en.

Kigger man på de små printplader, kan man se 6 små dioder på hver controller port. Det er disse dioder som sætter begrænsninger og forhindrer os i at benytte NES-004 controller på systemet. Operationen går i korte træk ud på at omgå disse dioder, ved at kortslutte dem. Om man vælger at gøre det på den ene aller anden side af printpladen er ikke vigtigt. Hovedsagen er at punkterne på hver side af hver diode bliver forbundet med hinanden.

Disse punkter skal kortsluttes.

Jeg finder det mest enkelt at arbejde på bagsiden af printpladen, eftersom der her er fine loddeøer som gør det nemt at lodde en kortslutning. Det er muligt at kortslutte disse punkter (markeret med rød/gul) med loddetin alene, ved at trække en loddeø / bro imellem disse, dog finder jeg det mere egnet at anvende små (ca 5mm) stykker ben / tråd. I dette tilfælde benyttede jeg små stykker fra benene af en modstand, hvilket fungerede helt perfekt.

Port 1 er blevet moddet.
Port 2 fik ligeledes en tur.

Efter at alle 12 dioder (6 på hver port) er blevet kortsluttet, er det på tide at samle maskinen igen. Det burde være lige til at skubbe controller portene ind i fronthuller igen, hvorefter frontpladen igen kan monteres. Tillykke... Du kan nu anvende NES-004 controllers på din NESE-001 model!

Er ens maskine endnu ikke regions moddet, så kan man med fordel overveje at bruge 10 minutter ekstra og gøre dette, nu hvor maskinen alligevel er åbnet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar