torsdag den 7. maj 2020

Atari Jaguar 50/60 Hz mod


At udføre et 50/60 Hz mod på en Jaguar er som udgangpunk ganske simpelt. Måden hvorpå Jaguaren definerer om den skal outputte 50 eller 60 Hz, styres af en enkelt 0 ohms modstand, hvilket i praksis vil sige en kortslutning imellem 2 punkter. På en PAL maskine er denne modstand monteret, hvorved maskinen afvikler spillene i 50 Hz. Ved at fjerne denne modstand og i stedet montere en kontakt, er det nemt at skifte frem og tilbage, hvad enten man ønsker at anvende 50 eller 60 Hz.

Maskinen er nem at åbne. Først fjernes de 4 stjerneskruer i bunden af maskinen, hvorved top coveret kan løftes af. Herfra fjernes de 2 stjerneskruer som er placeret på hver side af cartridge connectorer, samt de 2 stjerneskruer som holder bundkortet nede i fronten af maskinen. Alt i alt 8 stjerneskruer, hvorefter bundkortet kan løftes ud af plastikbunden.

Bundekortet er pakket godt ind - ja nærmest fængslet - i et RF skjold, som indkapsler hele printet. Dette holdes sammen ved hjælp af små pinde som er bøjet ned og den vej igennem låser de 2 dele af RF skjoldet på plads. For at komme ind til bundkortet, skal disse pinde rettes ud hele vejen rundt, hvorefter det kan åbnes. Langs siderne, fronten og bagsiden, er det nemt at vippe disse små pinde op med en ligekærvet skruetrækker, så disse står lodret. På de 2 mindre skrå sider i fronten, er pindene i stedet drejet, hvilke kan åbnes ved at dreje disse modsat med en fladtang.


Med RF skjoldet åbent, er det nu muligt at tage bundkortet ud af bundpladen. Kigger man på bagsiden af bundkortet, vil man i nærheden af venstre skruehul i bunden kunne finde den tidligere omtalte 0 ohms modstand. Den er markeret med teksten R140. Herfra er næste step at fjerne denne. Jeg kan kun anbefale at man tager sig god tid til dette og sørger for at begge sider af modstanden er varmet godt op, inden man forsøger at fjerne den.

Det kan godt være en smule vanskeligt at varme begge punkter samtidig, dog er det en god idé at tage sig god tid til dette. Jeg var lidt for hurtig, hvorved jeg ikke fik varmet den ene side tilstrækkeligt op, hvorved den lille loddeø fulgte med modstanden op af printpladen. I praksis er det ikke noget videre problem, eftersom der er en anden loddeø ved siden af som kan anvendes, dog ser det aldrig smukt ud med sådanne fejl.


Med modstanden fjernet, svarer det til at maskinen nu kører 60Hz. Skulle man ønske at konvertere maskinen til en permanent 60Hz maskine, så er det blot at samle den igen. Det kan dog give god mening at smide en kontakt i, så man har mulighed for at skifte imellem de 50 og 60 Hz, så man nemt kan skifte tilbage til 50Hz, hvis man fx ønsker at spille et PAL optimeret spil (Hvis de findes på Jaguaren?).


Jeg valgte at anvende kynar ledninger, da de er dejlig tynde og nemme at arbejde med. After at havde loddet en ledning på hver af punkterne hvor den tidligere modstand befandt sig, førte jeg disse op igennem det nærliggende aflange hul. Når bundkortet er monteret i plastikskallen / bunden, er det kun den øverste del af hullet som bliver brugt. Der er derfor god mulighed for at føre ledningerne igennem i bunden af hullet.

Herfra fikserede jeg de 2 ledninger med en klat lim fra min varmlimpistol, så disse ikke risikerer at rive sig løs ligepludselig. Med denne del på plads, kan bundkortet igen placeret i bunddelen af RF skjoldet. Herfra var det vigtigt for mig at overveje hvordan ledningerne skulle føres, så jeg ikke ender i en situation, hvor jeg i fremtiden ikke kan skille maskinen ad, uden at skulle lodde kontakten af. Derfor valgte jeg at undlade at føre ledningene igennem et af hullerne i RF skjoldet, men i stedet føre dem igennem åbningen i et at fronthjørnerne på topdelen af RF skjoldet. På den måde hænger RF skjoldet ikke fast i installationen.


Jeg fandt et fint diskret sted, hvor jeg kunne fjerne lidt plastik imellem 3 huller og den vej igennem gøre det til 1 langt hul. Herfra filede jeg det stille og roligt til, indtil jeg kunne presse en lille kontakt på plads, samt fiksere den med en klat sekundlim. Ledningerne som jeg trak fra bundkortet loddede jeg nu fast til kontakten. I dette mod er det ikke vigtigt hvilket yderben som anvendes, så længe den ene ledning er forbundet til det midterste ben af kontakten. Det eneste som valget af yderben betyder, er hvilken position på kontaktene som henholdsvis fungerer som 50Hz og 60Hz.


For nemmere at kunne arbejde med maskinen i fremtiden, sørgede jeg for at ledningerne som går fra bundkortet til kontakten fik lidt ekstra længde at gøre godt med. Det kan være meget gavnligt med lidt ekstra længde på ledningerne, eftersom bundkortet og selve plastikbunden nu hænger sammen. Længden betyder at det er nemmere arbejde med delene, uden at rive ledninger løs og eftersom der er fin plads i siden af konsollen til at placere 10-15 cm ekstra ledninger, virker det som en udmærket idé.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar