Imens jeg stadigvæk er i gang med at færdiggøre ST-V projektet, er jeg så småt startet op på F3 projektet. Selve håndteringen af dette F3 system, minder langt hen ad vejen om en Neo Geo Hyper 64. Ved et F3 system, er spillene ligeledes placeret på store cartridges, som bliver klemt vandret ned oven på bundkortet.
|
Sådan cirka forventer jeg at resultatet bliver. |
Denne gang har jeg valgt at gå nye veje i forhold til hvad jeg plejer, når jeg før har bygget kassen til et board. Med inspiration fra mit krydsfineérs arcadestick, har jeg valgt at lave F3 systemet i tykt (21mm) krydsfineérsplade. Derudover har jeg valgt, at selve kassen skal bygges, uden brug af skruer. Grunden hertil er dels fordi jeg godt kan lide at arbejde med dybler, eftersom disse er helt skjulte, hvilket fører mig til næste grund: Nemlig at jeg ikke ønsker nogen synlige skruer i selve konstruktionen af kassen! Dette har så igen noget at gøre med, at jeg gerne vil lege med dybden i træet, og den vej igennem frembringe en "zebra effekt", lidt i stil med det jeg gjorde ved selve styrebunden på arcadesticket.
Hvis jeg derfor ville bruger skruer, kunne jeg nemt risikere at disse blev ramt når jeg skal runde hjørner, og derudover ville disse også være konstant synlige, eftersom jeg ikke skal male kassen - hvilket gør at jeg heller ikke kan spartle skruehullerne ud.
|
Zebra effekt, i forhold til at arbejde i dybden (eksempel fra arcadesticket) |
Indtil videre har jeg fået bygget selve kassen. Jeg mangler p.t. stadig at afrunde hjørnet, bore huller, osv. Det er derfor kun det "grove arbejde" jeg har fået udført frem til nu. Det næste som kommer til at ske, bliver at afrunde alle ønskede kanter, som jeg nu gerne vil havde disse, og herefter lave passende huller til henholdsvis controllerporte, A/V out, lysdiode, og strøm. Når alt dette er på plads, skal kassen have en ordentlig omgang sandpapir, så den ender med at blive silkeblød. Til sidst, skal hele kassen have skibslak. Her regner jeg umiddelbart med at gøre brug af 3-5 læg, hvor jeg med meget fint sandpapir, pudser med lette strøg imellem de første par behandlinger, for at få træet til at lægge sig.
|
Her kan man se at systemet er åbent i siderne. |
|
Fronten af maskinen. Når denne har fået nogle lag lak, bliver den lækker. |
|
Her bliver spil monteret. |
Ved dette projekt, regner jeg med at køre med ekstern strømforsyning, eftersom jeg vil holde designet kompakt. Ligeledes har jeg valgt at køre med åbne sider, dels for at prøve et nyt design, men ligeledes for at kunne lægge vægt på at placere ledningerne på en præsentabel måde.
Ligeledes har jeg valgt at "test" og "service" knappen, skal være henholdsvis grøn og rød, hvilket kommer til at matche F3 logoet perfekt!
|
F3 logoet, som knapperne kommer til at matche! |
Her til sidst skal der lyde en stor tak til Neros fra PlayRight.dk! Han har foræret mig dette Taito board kvit og frit, hvilket i sig selv muliggjorde at jeg kom i gang med projektet. Han berettede også omkring, at han oplevede en fejl, som gjorde at "down" funktionen ikke fungerede. Dette bliver dog spændene at rode med, eftersom det altid er hygge at ohme forbindelser og fejlfinde :D