fredag den 6. januar 2017

Jagten på den komplette PlayStation Vita samling

Selvom jeg samler bredt og efterhånden har en del spil til en lang række systemer, fik jeg for cirka 1 års tiden siden lyst til, at fokuserer mere på min PlayStation Vita samling. Idéen med at fokusere på en bestemt del af samlingen er ikke ny for mig og inden valget faldt på Vita´en, havde jeg en overgang et øget fokus på min Nintendo 64 samling. Denne kørte jeg dog træt i, eftersom jeg oplevede at en del andre samlere ligeledes havde fokus på denne, hvilket betød større konkurrence og dermed højere priser pr. spil.


Jeg vil i det følgende forsøge at beskrive mine tanker i forhold til at samle Vita, både med hensyn til motivation, målsætninger, oplevelser, indkøbsstruktur m.m.

Min motivation til at samle PlayStation Vita, bygger primært på en lyst til, at eje et komplet sæt til én platform i min samling. Det var samme lyst, som tilbage da fokus lå på Nintendo 64 delen, motiverede mig, bare med skiftet platform sidenhen. Denne gang er kriterierne nogenlunde de samme, dog med nogle optimeringer ift. hvilke prioriteringer jeg har, samt med de erfaringer in mente, som jeg opbyggede gennem mit Nintendo 64 fokus.

Med udgangspunkt i, at jeg har lyst til på et tidspunkt at eje et komplet sæt til én platform, faldt valget til fordel for PlayStation Vita, pga følgende overvejelser:

Komplet sæt i overskuelig størrelse
Jeg har p.t. valgt, at fokusere på at samle alle EU spil, udgivet til Playstation Vita. I skrivende stund, befinder et komplet EU set sig på cirka 180 titler. I forhold til hvad der findes af platforme, samt tilhørende spil til disse, finder jeg denne størrelsesorden (150-300 spil) tilpas. Det betyder at der findes en del billige spil, som kan give noget volumen i samlingen, samtidig med der også findes gode spil som rent faktisk tilføjer indhold til "gamerdelen" i hobbyen, lidt smådyre spil, samt få ganske dyre titler, som fungerer som kronen på værket. Hvis jeg på et tidspunkt opnår et komplet EU set, vil jeg måske udvide fokus, til at gå efter et komplet Vita set til alle regioner. Dette betyder omkring 700 titler totalt.

Af andre platforme som tilbyder EU / PAL spil i denne størrelsesorden, kan der fx nævnes Sega Dreamcast og Nintendo 64.

Kravet om cartridge
Jeg har en naturlig kærlighed til spil som er lagret på cartridges. Dels frembringer det gode retro minder og dels mener jeg at CD/DVD/GD-ROM'er og lignende er tilpas kedelige at se på. Derudover er der en risiko for "discrot" på disse medier, hvortil teknologien også bygger på at den tilsvarende konsol besidder mekanisk bevægelige dele, hvilket igen har begrænset levetid.
Det var samme overvejelser, som for år tilbage fik mig til at vælge Nintendo 64 over Sega Dreamcast.
Set i forhold til, at PlayStation formentlig er min favorit hvis jeg endelig skulle vælge, blev jeg glad da PlayStation TV udkom. Grunden til dette var, at der endelig blev skabt en cartridge baseret PlayStation konsol.

CIB skal være en reel mulighed
Da jeg samlede på Nintendo 64, gik det hurtigt op for mig, hvor latterlig dyrt Nintendo-pap er. Ofte udgør kassen og manualen flere hundrede procent af den samlede spilværdi, hvilket betyder at jeg i stedet samlede løse cartridges. Denne del havde jeg overset, da jeg startede op med Nintendo 64 samlingen og da jeg efterfølgende rettede fokus mod PlayStation Vita samlingen ville jeg ikke begå samme fejl.
Heldigvis er det yderst sjældent at Vita spil kommer uden kasse. Ligesom med diverse discbaserede spil, medfølger der stort set altid cover, uanset om spillet købes brugt privat, eller hos en reseller. Skulle uheldet være ude, er det nemt at anskaffe en ny kasse, hvorefter man selv kan printe et erstatnings cover.
Den eneste ulempe ved Vita spil når det kommer til dette punkt er, at rigtig mange Vita spil ikke bliver produceret med tilhørende manual.

Lav konkurrence
En af grundene til, at jeg mistede interessen for at samle på Nintendo 64, var at der var for mange om buddet. Når der derfor kom spil til salg, blev disse ofte budt højere op end hvad jeg ønskede at betale, hvilket gjorde det besværligt og dyrt at samle på.
I forhold til at samle PlayStation Vita, er denne konsol i de flestes øjne heldigvis forholdsvis uinteressant, hvilket betyder at der ikke er en masse at konkurrere med, når det kommer til indkøb af spil dertil. Dette betyder at priserne ikke bliver skudt voldsomt op på grund af høj efterspørgsel og betyder i stedet, at jeg har råd til at købe flere spil til systemet, samt holde flowet af nye spil til samlingen på et underholdende plan.

Hvis jeg derfor skal opsummere, hvorfor jeg har valgt at rette mit fokus på PlayStation Vita / TV, vil det være: PS Vita TV er en cartridge baseret Playstation konsol, som tilbyder et overskueligt EU sæt, hvor spillene kan anskaffes komplette i kasser til forholdsvis lave priser, uden den store konkurrence.

Nu hvor jeg har forklaret lidt omkring mine tanker i forhold til hvorfor jeg valgte PlayStation Vita som primær samler platform, vil jeg beskrive min samling på nuværende tidspunkt, samt hvilke samler retningslinjer jeg har defineret for mig selv.

Det ultimative mål, er en komplet Vita samling til samtlige regioner, alle ulicenserede udgivelser, m.m. I første omgang, er mit delmål dog, at samle ind til et komplet EU sæt, hvor jeg accepterer at anskaffe en JAP / US erstatning af en spiltitel, hvis denne kan skaffes hjem billigere end EU udgaven.

Mine japanske Vita spil - Købt billigt igennem Ebay.
Et par US spil er det også blevet til.
Efterhånden som jeg får samlet flere EU spil sammen, beholder jeg JAP / US udgaven, også selvom jeg nu ejer EU versionen.

Samme spil dog forskellige regioner. Begge er sjove at have i samlingen.
Jeg beholder ligeledes flere udgaver af samme spil, hvis disse er udgivet i flere varianter. Dette kan fx være med andre forsider, "complete editions" m.m. Dette gør jeg fordi, at jeg på sigt undgår at skulle anskaffe de samme spil en gang til, hvis fokus på et senere tidspunkt bliver rettet imod en komplet Vita samling til alle regioner, m.m.

Nogle spil findes i flere udgaver. Jeg samler det hele :)
Når det kommer til de dyre drenge i Vita samlingen, bliver fokus hurtigt rettet imod Limited Run Games. Disse spil fokuserer jeg som sådan ikke på at anskaffe for enhver pris, med mindre der er tale om spil jeg aktivt gerne vil have i samlingen. Jeg ser disse LRG spil som en tilføjet krydderi til Playstation Vita samlingen og regner dem derfor ikke med, som en nødvendighed af et komplet sæt.

Spil fra Limited Run Games. Findes i hhv. 1500 og 3200 eksemplarer.
På nuværende tidspunkt består min Vita samling af 80 spil, hvoraf de 67 er EU titler, hvilket vil sige at jeg besidder lige over 38% af alle Vita spil udgivet i EU (Listen af Vita spil i EU, er pr. d.d. på 175 titler). Derudover ejer jeg 2 forseglede spil fra Limited Run Games, hvoraf det ene er Breach & Clear, som på nuværende tidspunkt formentlig er det dyreste Vita spil, eftersom det kun er udgivet i 1500 eksemplarer. Det andet spil fra LRG er spillet Söldner-X 2:Final Prototype, hvilket ligeledes er forseglet. Dette spil er udgivet i 3200 eksemplarer. Samlingen består ligeledes af 7 JAP og 4 US titler.

Størstedelen af min samling - EU udgaverne!
Det var lidt omkring mit aktuelle fokus i min samling. Jeg har ligeledes for nogle måneder siden lavet en video (på engelsk), hvor jeg fortæller og fremviser min samling. Den er dog blevet en del større sidenhen.


Når det kommer til indkøb af PlayStation Vita spil, er brugtmarkedet her i danmark nærmest ikke eksisterende. Jeg gør derfor som regel brug af enten tilbud på de webshops som fortsat sælger Vita spil, eller Ebay. Til tider har jeg også gjort brug af at lave byttehandler med andre samlere, som har haft Vita spil liggende.

I fremtiden ønsker jeg også, at fokuserer mere på hardware delen af samlingen. Der findes en lang række Vita Special Editions konsoller, som kunne være fine at have, dog vil min førsteprioritet hvad dette angår nok være, at anskaffe den hvide japanske PSTV udgave (PSVita TV).

Skulle du have spørgsmål eller anbefalinger, smid da gerne en kommentar! Skulle du ligge inde med nogle Vita spil som jeg mangler i min samling, er du ligeledes velkommen til at rette henvendelse. I den forbindelse, kan jeg henvise til fanen "Køb / Salg" her på siden, hvor min liste over dubletter fremgår med billeder.