Efter at havde spillet D på min Saturn, fik jeg lyst til at spille Enemy Zero, som er en spirituel efterfølger til D. Da jeg smuttede en tur på Ebay blev jeg dog hurtigt klar over at den japanske udgave af Enemy Zero koster markant mindre end både PAL og NTSC udgaven - noget i stil med en tiendedel! I stedet for at købe den dyre engelsksprogede udgave, valgte jeg i stedet at bestille en Phantom Universal chip, som gør det muligt at afvikle brændte spil.
Grunden til at jeg finder dette aktuelt, er fordi at det er min moralske overbevisning, at det er okay at hente og brænde en ROM af et spil som jeg ejer i forvejen. Jeg vælger samtidig at se igennem fingre med hvilke regioner et givent spil er solgt i, hvortil jeg mener at det fint kan forsvares at købe en japansk udgave, hvorefter jeg downloader, brænder og spiller en engelsk udgave af samme spil.
Phantom chippen kommer med henholdsvis et 20 pins og et 21 pins fladkabel og er utrolig nem at installere. Jeg vil i det følgende vise et par billeder af hvordan jeg installerede chippen i min primære Saturn, som er en god blanding af en japansk og europæisk Saturn.
Efter at havde købt Phantom chippen på Ebay, sendte sælger mig en besked, med et link til .PDF dokumentation som viser hvordan chippen skal anvendes og installeres. Phantom chippen understøtter både model 1 og model 2 maskiner, samt maskiner med JVC og Sanyo CDROM drev. I mit tilfælde var der tale om en model 2 med JVC drev, hvilket betød at jeg skulle anvende 21 pins forbindelsen, samt bridge JVC forbindelsen i toppen af chippen.
Phantom chippen skal forsynes med +5V, hvilket der er rig mulighed for i de nederste hjørner af chippen. Det er ligegyldigt hvilket af disse 2 hjørnepunkter man vælger at benytte, hvortil det blot er at lodde en stump ledning fast til et af disse, samt forbinde den anden ende til +5V.
Den anden bagerste pin på strømforsyningen er +5V, hvortil jeg har set forskellige guides som anbefaler at man blot lodder ledningen på i toppen af denne pin. Personligt bryder jeg mig ikke om denne løsning, eftersom det gør det besværligt at splitte konsollen ad på et senere tidspunkt, eftersom løsningen låser strømforsyningen fast til bundkortet.
Jeg valgte i stedet at finde et punkt på strømforsyningen som alligevel er forbindet til +5V forbindelsen og anvende denne. Det smarte ved denne løsning er, at det ikke er noget problem at fjerne strømforsyningen eftersom der ikke er blevet loddet på de pins som forbinder strømforsyningen og bundkortet.
Med begge fladkabler forbundet og +5V ledningen loddet på, var næste step at placere chippen på en måde så den ikke trækker i fladkablerne og ikke kortslutter med afskærmningen i maskinen. Jeg har set flere som vælger at rulle chippen ind i tape eller tape afskærmningen til. Jeg valgte i stedet at klippe en smule af den antistatiske pose som chippen ankom i, hvorefter jeg kunne folde chippen en halv omgang omkring sig selv og derefter trække posen ud over. Denne løsning afskærmer fint imod kortslutninger, samt holder anordningen på plads.
Med toppen monteret igen, sidder chippen tilpas fikseret og alt spiller uden problemer. For at teste om Phantom chippen var blevet installeret korrekt, startede jeg med at teste maskinen med en gang Radiant Silvergun, hvilket ser ud til at spille uden problemer.
Ønsker du muligheden for at kunne spille brændte spil på din Saturn, hvad enten der er tale om backups for at skåne dine originale spil, homebrews, eller blot for at spare penge ved at købe en billigere region af en spiltitel til samlingen, end den du påtænker at spille, så kan jeg umiddelbart fint anbefale denne chip. Den er super nem at installere og kræver minimale lodde skills!
Næste step herfra bliver at downloade og brænde Enemy Zero, samt håbe på at oplevelsen er lige så god som D.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar